Helge Sander, Venstre, fhv. videnskabsminister
Magtmisbrug, kammerateri og ulovlige vennetjenester. Overtrådte sandhedspligten, løj og vildledte Folketinget flere gange til at træffe fejlagtige beslutninger og vedtage love på falsk grundlag.
Skeletterne fra Helge Sanders tid som videnskabsminister
Skeletterne fra Helge Sanders tid som videnskabsminister bliver ved med at vælte ud.
Denne gang handler det om alvorligere sager, end det velkendte tabloidsnavs om Helge Sanders mulige erotiske forhold til veninden Milena Penkowa og hans fantasi om bagdelen på nogle af kollegerne fra Christiansborg.
Det handler om magtmisbrug, det handler om kriminalitet i embedet, og det handler om grove overtrædelser af ministeransvarsloven. Gennem sine otte år som videnskabsminister har Helge Sander på frygtløs vis haft som sport at få Folketinget til at træffe beslutninger på falsk grundlag.
Manglende ytringsfrihed
Han udforskede ministeransvarslovens yderste grænser og driblede sig uden om sandhed og fakta. Han fordrejede og bøjede spørgsmål og kritik, så han til tider mindede om Iraks tidligere informationsminister, Komiske Ali, der underholdt verden med sin stædige påstand, om at Irak ikke var ved at blive invaderet, på trods af, at amerikanske styrker stod i landet.
Som videnskabsminister har Helge Sander bl.a. fået Folketinget til at vedtage love bygget på opdigtede historier og løgne. Og det gjorde han ganske enkelt ved at bruge magtsprog og udnytte den manglende ytringsfrihed for offentligt ansatte i Danmark - de har tavshedspligt.
Helge Sander løj Folketingets medlemmer direkte op i ansigtet, truede embedsmænd til tavshed og undlod at give fyldestgørende redegørelser for sine handlinger. At give undvigende og upræcise eller irrelevante svar var en del af det magtspil, som Helge Sander hele vejen igennem har spillet som minister.
Enevældighed
For at markere sin magtposition og enevældighed ned igennem hans ministerium har Helge Sander ændret forvaltningen i ministeriet i en mere erhvervsorienteret retning og fjernet de demokratiske kontrolmekanismer. Ud med demokratiet. Ind med monopoler og direktører.
Herefter var vejen banet for omfattende organiseret svindel og bedrageri, kammerateri, ulovlige vennetjenester, løgne og afpresning. Med Helge Sander i spidsen blev videnskabsministeriet forvandlet til en gammeldags korrupt familievirksomhed.
Kritiske og utilfredse røster blev banket på plads med løgne og opdigtede historier eller love, der var forældet allerede inden de blev vedtaget.
Afsløringen af Helge Sander og hans veninde Milena Penkowa's ulovlige vennetjenester og svindelmetoder gav dog offentligheden et glimt af Helge Sanders ministerembedsførelse, som var præget af magtmisbrug, løgne, svindel, vildledning, afpresning og korruption.
Magtarrogance: Fik loven ændret for veninden
Videnskabsminister Helge Sanders veninde Milena Penkowa's oplevelse af at blive forbigået i forskningsrådssystemet fik den direkte konsekvens, at videnskabsminister Helge Sander, via lovgivning, ændrede hele rådssystemet.
Milena Penkowa har gentagne gange fået afslag på støtte fra Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom (FSS). Det var Helge Sander og veninden ikke tilfreds med.
Som straf for at FSS ikke havde givet Milena Penkowa de bevillinger, hun havde søgt om, sendte Milena Penkowa til hendes ministerven Helge Sander 30 kritiske spørgsmål til viderefremsendelse til rådet.
Spørgsmålene indeholdt anklager om kammerateri og nepotisme i rådet. FSS nægtede at besvare de 30 spørgsmål, som i stedet blev besvaret af Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Et udkast til besvarelse af de 30 spørgsmål blev sendt til Videnskabsministeriet. Udkastet blev
af videnskabsminister Helge Sander videresendt til veninden Milena Penkowa til udarbejdelse af et notat. I et 14 siders langt notat fastholdt Helge Sander og veninden deres kritik af rådet for nepotisme.
Videnskabsminister Helge Sander lagde derefter spørgsmålene og notatet til grund for at iværksætte flere undersøgelser af rådet og fik Folketinget til at ændre loven om forskningsstøtte.
Og takket været Helge Sanders pres på Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom, lykkedes det Milena Penkowa at få bevilliget 2.100.000 kroner fra rådet.
Fik veninden udnævnt til professor og tildelt prestige pris på falsk grundlag
Milena Penkowa og Helge Sander
Milena Penkowa blev udnævnt professor og tildelt prestige pris på falsk grundlag. Forsynede Helge Sander med kontroversielle spørgsmål brugt som rambuk til at få ændret loven om forskningsstøtte.
Uagtet at Københavns Universitet allerede i 2008 var bekendt med Milena Penkowa's fusk og svindel, blev universitetet i 2009 presset og manipuleret til at udnævne og ansætte Milena Penkowa som professor ved Københavns Universitet.
Samme år pressede og manipulerede videnskabsminister Helge Sander og veninden Milena Penkowa Københavns Universitet og Det Frie Forskningsråd til, på et falsk grundlag, at tildele Milena Penkowa en EliteForsk-pris på 1,1 mio. kr.
Milena Penkowa har på tvivlsomt grundlag under videnskabsminister Helge Sanders beskyttelse fået bevilliget i alt ca. 10. millioner kroner fra forskellige fonde og råd.
Meldt til politiet for svindel og bedrageri
I 2011 udsendte Københavns Universitet en pressemeddelelse, hvor de angav, at Milena Penkowa var blevet anmeldt til politiet for bedrageri og dokumentfalsk. Til pressemeddelelsen udtalte rektor for Københavns Universitet Ralf Hemmingsen bl.a. følgende:
»Jeg må desværre konstatere, at der nu er grundlag for en stærk mistanke om forfalskning af dokumenter i forbindelse med dele af Milena Penkowas forskning. Vi vil derfor anmelde det til politiet, så forholdet kan blive efterforsket«.
Den svigagtigt tildelte EliteForsk-pris, som Milena Penkowa fik mens Helge Sander var videnskabsminister, blev tilbagekaldt, efter at Helge Sander var blevet fyret som videnskabsminister.
Som forklaring på, at Københavns Universitet overså de mange faresignaler i sagsforløbet, udtalte Ralf Hemmingsen bl.a., at det har været ganske svært at afsløre svindlen.
Lagde pres på embedsmænd
Da Milena Penkowa blev suspenderet fra sit professorat på Københavns Universitet på grund af fusk og svindel og et anklageskrift fra Rigsadvokaten, demonstrerede Helge Sander nogle af de afpresningsmetoder og manipulationsteknik, som han hele vejen igennem har anvendt i hans ministerembede.
Flere gange tog Helge Sander kontakt til flere embedsmænd, bl.a. rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, og Penkowas chef på det sundhedsvidenskabelige fakultet, dekan Ulla Wever, for at få dem til at trække suspenderingen af hans veninde Milena Penkowa tilbage.
Helge Sander ringede rundt og skældte ud, at han "ikke forstod" at Milena Penkowa var suspenderet, at "sagen ikke kunne holde til det". Han pressede og truede med bål og brand, og at han ville rejse sagen over for videnskabsministeren og justitsministeren - en trussel, han gjorde alvor af.
- Jeg var ganske overrasket og forundret over, at Helge Sander en weekend ringer til mig personligt om en personsag. I telefonen nævner han blandt andet, at han vil kontakte justitsministeren om sagen, har rektor Ralf Hemmingsen sagt.
»HS (Helge Sander) sagde, at han synes det var en mystisk sag, og at han ville tale med ministeren (videnskabsministeren) og justitsministeren om den« fremgik det af dekanen Ulla Wewers telefonnotat.
Anmodede om ulovlige vennetjenester
Da Milena Penkowa endte med at blive tiltalt for svindel og bedrageri og dokumentfalsk, skrev hun personligt til justitsminister Lars Barfoed (K), for at få ham til at gribe ind i hendes retssag.
Hun klagede til justitsministeren over sin suspension og over en langsom sagsbehandling, samt over et elendigt og mangelfuldt politiarbejde i sagen, og bad om, at retssagen mod hende blev fremrykket.
Men sagsbehandlingen gik åbenbart for langsomt for Milena Penkowa og hendes ven Helge Sander, som gik i aktion for at få justitsministeren til personligt at gribe ind i straffesagen mod veninden Milena Penkowa.
I et forsøg på at kortslutte processen, sendte den tidligere videnskabsminister Helge Sander flere rykkere til justitsminister Lars Barfoed (K) for at få vennetjenester.
- Justitsministeriet kan oplyse, at Helge Sander i sommeren 2010 kontaktede justitsministeren vedrørende en henvendelse fra Milena Penkowa til ministeriet. Helge Sanders henvendelse gik ud på at understrege vigtigheden af et hurtigt svar fra ministeriet på Milena Penkowas henvendelse, oplyste rådgiver Troels Krog fra Justitsministeriet.
Via et pres på justitsminister Lars Barfoed lykkedes det Helge Sander at lægge pres på andre embedsmænd, bl.a. politidirektøren i København, som justitsminister Lars Barfoed tog kontakt til om Milena Penkowas retssag, selvom justitsministeren ikke havde noget med retssagen at gøre.
Formelt skrev justitsminister Lars Barfoed et brev til Milena Penkowa, hvor han oplyste, at han »af principielle grunde ikke kan gribe ind i konkrete straffesager, der verserer ved domstolene«.
Som tidligere videnskabsminister og medlem af Folketinget fandt Helge Sander øjensynligt ikke, at hans forsøg på at gøre sin indflydelse gældende ved at henvende sig til sin kollega og ven justitsminister Lars Barfoed, og hans forsøg på at blande sig i en intern personalesag på Københavns Universitet, rummer et element af misbrug.
For Helge Sander, er der ikke noget problematisk i, at embedsmænd ulovligt gør hinanden vennetjenester. Det er jo "business as usual".
Vidnede for veninden
Helger Sander og veninden Milena Penkowa ville have journalisten fra Weekendavisen, der havde afsløret Milena Penkowa i fusk og svindel i forbindelse med bl.a. hendes doktordisputats, dømt for injurie. Derfor anlagde Milena Penkowa retssag mod journalisten.
Helge Sander og Milena Penkowa mente, at flere af journalistens udtalelser i sit foredrag om den forskningsfusk, dokumentfalsk, underslæb, uredelighed og misbrug af forskningsmidler m.v., der har fundet sted, var injurierende.
En af de injurierende udtalelser handler om, at Milena Penkowa skulle stå bag de 30 meget kontroversielle spørgsmål, som Helge Sander i sin daværende rolle som videnskabsminister pludselig viderebragte for Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom (FSS) – uden at ville afsløre afsenderen.
De 30 kritiske spørgsmål om kammerateri og nepotisme blandt rådsmedlemmerne i uddelingen af forskningsmidler blev af Helge Sander brugt som rambuk til en lovændring omkring rådenes praksis.
Som minister var det Helge Sanders opgave, at sikre sig rigtigheden af de oplysninger, han forelagde Folketinget, herunder oplysninger om ophavsmanden til et politisk og forvaltningsmæssigt vigtigt dokument som de 30 kritiske spørgsmål, som blev lagt til grund for en lovændring.
Ifølge Helge Sanders oplysninger til Folketinget, var det ikke Milena Penkowa, men to andre professorer, som stod bag de 30 kritiske spørgsmål.
Derfor vil det være injurie, hvis spørgsmålene ikke stammer fra Milena Penkowa, således som journalisten havde givet udtryk for. Og omvendt vil det være en vildledning af Folketinget og en overtrædelse af ministeransvarsloven, hvis spørgsmålene stammer fra Milena Penkowa, og Helge Sander havde oplyst noget andet.
Løj under ed og afgav falsk vidneforklaring
Milena Penkowa, fhv. professor, Københavns Universitet
Helge Sander og Milena Penkowa løj under ed og benægtede, at de 30 spørgsmål har været på Milena Penkowas computer, selvom det modsatte kunne dokumenteres ved en mail afsendt fra Milena Penkowa.
Helge Sander forklarede i retten, at han var kommet til at tale med Milena Penkowa om nepotisme, og kort efter var Milena Penkowa kommet med »30 konstateringer« af forhold i forskningsrådet.
Helge Sander havde så sagt til Milena Penkowa, at han gerne ville have disse konstateringer som spørgsmål, og det have Milena Penkowa leveret, hvorefter departementet var gået videre med sagen.
»Da det hele startede, lovede jeg Milena, at det skulle være hemmeligt, hvem der havde lavet spørgsmålene. Det har jeg respekteret og overholdt gennem lang tid. Men som situationen er i dag, kan jeg forstå, at det nu er kommet frem, at det er Søren Buus og Mogens Holst Nissen« sagde Helge Sander, da han sad i vidneskranken og blev afhørt.
Helge Sander forklarede, at professorerne Søren Buus og Mogens Holst Nissen var ophavsmænd til spørgsmålene, selvom Mogens Holst Nielsen har skrevet det modsatte i en mail til Helge Sander selv. Helge Sander sagde, at han var skuffet over, at professorerne Søren Buus og Mogens Holst Nissen under ed nægtede at stå bag spørgsmålene.
Både Søren Buus og Mogens Holst Nielsen har forklaret over for retten, at de ikke har formuleret spørgsmålene, men har givet mundtlig feedback til Penkowa og forsøgt at få hende til at ændre noget i dem - uden held.
Helge Sander og Milena Penkowa fastholdt, at spørgsmålene stammer fra Milena Penkowas kolleger på Panum, professorerne Søren Buus og Mogens Holst Nissen, og at Milena Penkowa udelukkende stod for nogle omformuleringer af spørgsmålene og agerede budbringer mellem forskerkollegerne og Helge Sander.
Helge Sander og Milena Penkowa løj under ed og benægtede bl.a., at de 30 spørgsmål har været på Milena Penkowas computer, selvom det modsatte kunne dokumenteres ved bl.a. en mail afsendt fra Milena Penkowa til Mogens Holst Nissen med en vedhæftet fil der hedder ’MP2008 – sidste version.doc’ – dokumentet med de 30 spørgsmål.
I mailen skrev Milena Penkowa: »Kære Mogens, her kommer den. Hvis du har rettelser, er du velkommen til at ændre det«.
På anklagebænken
At Helge Sander ikke har fortalt tingene åbent og ærligt, men i stedet i flere år har påberåbt sig kildebeskyttelse og nægtet at udtale sig om, hvem der står bag de 30 spørgsmål, handler ifølge Helge Sander selv ikke om at dække over, at han havde fået spørgsmålene fra Milena Penkowa.
Helge Sander bedyrede, at der ikke var noget at skjule, og han ikke har givet sin veninde Milena Penkowa en hjælpende hånd i en privat kamp mod rivaler i forskningsverdenen. Derfor har han ikke udnyttet posten som minister til at hjælpe sin gode veninde Milena Penkowa.
Det var tværtimod Helge Sander, der var blevet hjulpet af Milena Penkowa til at gennemføre en lovændring. »Det har været et område, man før har haft svært ved at komme til bunds i… Det er mig, der blev hjulpet. Det er mit ansvar, at spørgsmålene blev stillet, og mit embedsværk, der gjorde det«, understregede Helge Sander.
Adspurgt om, hvor meget kontakt han har haft med de to påståede forfattere til de 30 spørgsmål, professorerne Søren Buus og Mogens Holst Nissen, svarede Helge Sander, at første gang, han talte med Mogens Holst Nissen, var i januar 2013. Altså, flere år efter at han havde modtaget spørgsmålene, som var stillet tilbage i marts 2009.
Helge Sander forklarede videre, at han gav Det Frie Forskningsråds afvisningssvar og det svar, som Forskningsstyrelsen udarbejdede, videre til Milena Penkowa.
Han sendte ikke noget til professorerne Søren Buus og Mogens Holst Nissen fordi det var Milena Penkowa - og ikke de to professorer - han kendte. Han tog ikke kontakt til professorerne eller talte med dem om spørgsmålene fordi han havde lovet Milena Penkowa at beskytte professorerne.
Helge Sander fandt ikke, at hans måde at agere minister på, var besynderlig. Han var i sin gode ret til at give veninden Milena Penkowa et udkast til besvarelse før sine embedsmænd.
Magtfulde svindlernetværk
Det var ikke kun Milena Penkowa, der har nydt godt af Helge Sanders ulovlige vennetjenester.
Også andre medlemmer af Helge Sanders personlige vennekreds og bekendte og nære kontakter, hans erhvervsnetværk og partifæller m.v., havde gyldne dage, da Helge Sander var på posten som videnskabsminister.
Juraprofessor på Københavns Universitet Mads Bryde Andersen og højesteretsdommer Lene Pagter Kristensen og deres foreningen DIFO var ved Østre Landsret blevet afsløret i svindel med opdigtede rettigheder til domænenavne i Danmark og havde hårdt brug for en hjælpende hånd til at dække over svindlen.
Østre Landsret havde nedlagt et forbud mod Mads Bryde Andersen og Lene Pagter Kristensens planer om at inddrage værdifulde domænenavne under henvisning til regler, de selv havde vedtaget i deres forening DIFO.
Østre Landsret underkendte foreningen DIFO's opdigtede rettigheder til domænenavne i Danmark og slog fast, at foreningen DIFO var uberettiget til at inddrage domænenavne, og at man kun var omfattet af regler vedtaget af foreningen DIFO, hvis man var medlem af foreningen.
Som minister med ansvar for IT- og teleområder kunne Helge Sander ikke modstå fristelsen til at udveksle ulovlige vennetjenester med Mads Bryde Andersen og Lene Pagter Kristensens netværk og få adgang til magtfulde svindlernetværk ved bl.a. Højesteret, Dansk Industri, Advokatsamfundet og Finansrådet.
Politisk indblanding i verserende retssager
Ved en pressemeddelelse med overskriften »Usikkerhed skal fjernes«, annoncerede Helge Sander sin beslutning om at nedsætte et domæneudvalg til at løse foreningen DIFO's kompetenceproblemer i forhold til domænenavne i Danmark.
I pressemeddelelsen hedder det bl.a., at »regeringen… med bekymring har konstateret, at der i verserende retssager sættes spørgsmålstegn ved Dansk Internet Forums kompetence til at regulere anvendelsen af .dk«, hvorfor videnskabsminister Helge Sander har besluttet at »fjerne enhver juridisk usikkerhed omkring administrationen af de såkaldte domænenavne.«
Til brug for udarbejdelse af en betænkning og et lovforslag, der skulle fjerne enhver juridisk usikkerhed omkring foreningen DIFO´s kompetence, nedsatte Helge Sander et domæneudvalg ledet af Jon Stokholm, DIFO’s daværende stjerneadvokat i de retssager, der satte spørgsmålstegn ved DIFO's rettigheder og kompetence i forhold til domænenavne i Danmark.
Helge Sander bemyndigede domæneudvalget til specifikt at tage stilling til de ved retssagerne mod foreningen DIFO rejste spørgsmål. I kommissoriet for domæneudvalget fremhævede Helge Sander retssagerne mod foreningen DIFO som værende et problem, som domæneudvalget skulle forholde sig til:
»Der verserer i øjeblikket retssager, der sætter spørgsmålstegn ved selvreguleringssystemet og DIFO's kompetence« hed det i kommissoriet.
Det er en kendsgerning i dag, at Helge Sander ved lov nr. 598 af 24. juni 2005 har dømt sagsøgerne i de omhandlende retssager til at være omfattet af foreningen DIFO´s bestemmelser og regler.
Helge Sander har ved lov nr. 598 af 24. juni 2005 ligegyldiggjort den afgørelse, domstolene måtte nå frem til i retssagerne mod foreningen DIFO, idet Helge Sander ved domæneloven har tildelt foreningen DIFO immunitet i forhold til de i retssagerne nedlagte påstande om DIFO's manglende juridiske rettigheder.
Helge Sanders domæneudvalg
Advokat, højesteretsdommer og lovforfatter Jon Stokholm
Spillede forskellige roller i DIFO's svindel med opdigtede rettigheder. Medvirkede i svindlen som advokat, hvidvaskede de opdigtede rettigheder som lovforfatter, og dækkede over svindlen som højesteretsdommer.
Helge Sander overlod det til foreningen DIFO, dennes medlemmer og deres advokat, at indstille deres repræsentanter og sammensætte det domæneudvalg, der skulle finde en løsning på DIFO's manglende juridiske legitimitet i forhold til domænenavne i Danmark.
Som formand for domæneudvalget blev højesteretsdommer Jon Stokholm - foreningen DIFO’s fhv. advokat i retssagerne om foreningens opdigtede rettigheder til domænenavne i Danmark - udpeget.
Som næstformand for domæneudvalget blev professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen - stifter og bestyrelsesformand for foreningen DIFO - udpeget.
Ud over ledelsen, bestående af Jon Stokholm og Mads Bryde Andersen, bestod domæneudvalget af følgende personer:
Advokat Janne Glæsel, medlem af foreningen DIFO’s bestyrelse.
Advokat Martin von Haller Grønbæk, medlem af foreningen DIFO’s bestyrelse.
Vicedirektør Jane Eis Larsen, medlem af foreningen DIFO’s klagenævn.
Professor, dr.jur. Jens Schovsbo, Københavns Universitet, medlem af DIFO’s klagenævn.
Advokat Heino Rising, HTS Interesseorganisationen, medlem af foreningen DIFO.
Chefkonsulent Susanne Andersen, ITEK/Dansk Industri, medlem af foreningen DIFO.
Kontorchef Sune Rahn, repræsentant fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
Kontorchef Susanne Mahler, repræsentant fra IT- og Telestyrelsen.
Professor Claus Haagen Jensen, Aalborg Universitet, medlem med offentligretlig sagkundskab.
Immaterialretschef Anne Rejnhold Jørgensen, repræsentant fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Fuldmægtig Sara Gøtske, repræsentant fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Fuldmægtig Jacob Nygaard Waage, repræsentant fra Justitsministeriet.
Domæneudvalgets afgørelse
Domæneudvalgets afgørelse i retssagerne om foreningen DIFO's manglende juridiske legitimitet udkom i form af betænkning nr. 1450 med forslag til lov om domænenavne i Danmark.
I domæneudvalgets betænkning med forslag til lov tog Jon Stokholm og Mads Bryde Andersen og deres kammerater direkte stilling til de verserende retssager om foreningen DIFO's opdigtede rettigheder til domænenavne i Danmark.
Jon Stokholm og hans kammerater omgjorde Østre Landsrets afgørelse om, at foreningen DIFO ikke havde de fornødne rettigheder til at vedtage regler med bindende virkning for andre end foreningens egne medlemmer.
Ifølge domæneudvalgets betænkning og forslag til lov om domænenavne, havde foreningen DIFO rettigheder og kompetencer i forhold til domænenavne i Danmark og var derfor berettiget til at vedtage regler - herunder regler om inddragelse af domænenavne - med bindende virkning for andre end foreningens egne medlemmer.
Ifølge domæneudvalget havde foreningen DIFO fået sine rettigheder og kompetencer i forhold til domænenavne i Danmark fra USA's regering via den amerikanske organisation ICANN.
Jon Stokholm og Mads Bryde Andersen og deres kammerater i domæneudvalget lagde til grund,
-
at foreningen DIFO havde fået sine rettigheder fra ICANN og at foreningen i denne forbindelse ikke var underlagt juridiske forpligtelser i forhold til ICANN;
-
at foreningen DIFO var rettighedshaver til domænenavne i Danmark og derfor kunne disponere over rettigheder til domænenavne i Danmark som foreningen måtte ønske;
-
at foreningen DIFO alene var begrænset af selvpålagte begrænsninger i form af egne regler;
-
at foreningen DIFO havde overtaget en kundeportefølje fra brancheforeningen FIL og var leverandøren af domænenavne til ISP'erne og registranterne i Danmark;
-
at ISP'erne var mellemhandlere af domænenavne fra foreningen DIFO, på betingelser fastsat af foreningen DIFO;
-
at registranter af domænenavne i Danmark alene havde deres domænenavne »til låns«, på betingelser fastsat af foreningen DIFO.
I domæneudvalgets betænkning blev samtlige af foreningen DIFO's opdigtede rettigheder og kompetencer fra ICANN videreført i domæneloven, jf. bl.a. bemærkningerne til domænelovens §§ 2 og 6, samt §§11 og 12 vedrørende forretningsbetingelser med inddragelsesklausuler m.v..
Foreningen DIFO's overdragelse af sine rettigheder fra ICANN til den danske stat
Som selvudnævnt repræsentant for ICANN i Danmark overdrog foreningen DIFO i forbindelse med domæneudvalgets betænkning sine fiktive rettigheder og kompetencer fra ICANN til den danske stat, jf. forarbejderne til domænelovens § 2 i betænkning nr. 1450.
Domæneloven bygger på, jf. forarbejderne til lovens § 2, at ICANN har overdraget ".dk" topdomænet til den danske stat.
Den påståede overdragelse fra ICANN til den danske stat er sket ved, at foreningen DIFO i forbindelse med betænkning nr. 1450 har afgivet en erklæring om, at DIFO ikke vil gøre et erstatningskrav vedr. den danske stats ekspropriation af DIFO's rettigheder fra ICANN gældende, såfremt DIFO fik lov til at være administrator af domænenavne i Danmark, jf. pkt. 5.5.2.1 i betænkning nr. 1450, hvoraf bl.a. følgende fremgår:
“
Indledningsvis har udvalget overvejet, om en fremtidig regulering af domænenavnsområdet vil kunne indebære indgreb af ekspropriativ karakter over for DIFO, og om valget af lovmodel vil have indflydelse herpå. ...
Hvis det danske internet-samfund gennem DIFO fortsat varetager administrationen af .dk under et fremtidigt system, vurderer udvalget, at reglerne om ekspropriation ikke bliver aktualiseret. …
I forlængelse heraf bemærkes det, at DIFO har tilkendegivet at ville give forhåndssamtykke om ikke at gøre erstatningskrav gældende. Det er således udvalgets vurdering, at spørgsmålet om ekspropriation ikke får betydning for valget mellem de to lovmodeller. „
Herefter sket der ikke yderligere. Der har aldrig været en overdragelsesforretning mellem ICANN og den danske stat, der har aldrig været en overdragelsesforretning mellem ISP’erne og den danske stat, der har aldrig været en overdragelsesforretning mellem domæneindehaverne og den danske stat, der har hverken været en kontrakt eller ekspropriation eller andet for at vise, at en overdragelse af rettigheder har fundet sted.
Hverken ICANN eller ISP'erne eller registranterne har deltaget i den påståede overdragelse. Den i domæneloven anførte overdragelse af rettigheder og kompetencer til den danske stat er udelukkende bygget på foreningen DIFO's opdigtede rettigheder og kompetencer fra ICANN og på foreningen DIFO's erklæring under pkt. 5.5.2.1 i betænkning nr. 1450.
Illegal ekspropriation af ISP'ernes og registranternes rettigheder
Som Helge Sander og hans domæneudvalg selv har været inde på, indebærer domæneloven et indgreb af ekspropriativ karakter - blot ikke over for foreningen DIFO, som jo havde opdigtet sine rettigheder og derfor var ivrig efter at få nye og hvidvaskede rettigheder via domæneloven.
Domænelovens indgreb af ekspropriativ karakter er derimod foretaget over for de retmæssige ejere af de rettigheder, som er blevet tvangsovertaget ved loven. Det er således ISP'erne og ejerne af domænenavne i Danmark, som illegalt og grundlovsstridigt har fået deres rettigheder frarøvet ved en domænelov bygget på svindel og bedrageri.
Domæneloven er den lovmæssige kodifikation af foreningen DIFO's uberettigede positionering af sig selv som leverandøren af domænenavne i Danmark.
Den illegalt gennemførte tvangsunderlæggelse af ISP'erne under foreningen DIFO's bestemmelser og vilkår, for at være »mellemhandlere« af domænenavne i Danmark, udgør en ulovlig ekspropriation af ISP'ernes rettigheder til deres egne services og ydelser.
Ud over en tvangsovertagelse af ISP'ernes rettigheder til egne services og ydelser har foreningen DIFO, via domæneloven, også tvangsovertaget domæneregistranternes rettigheder til deres domænenavne. Her har foreningen DIFO som "leverandøren" bestemt, at registranterne fremover kun har deres domænenavne til låns.
Foreningen DIFO's bestemmelser om inddragelse af domænenavne, som DIFO's formand, prof. dr. jur. Mads Bryde Andersen selv har betegnet som »særlige ekspropriationsbestemmelser«, og som er blevet underkendt af Østre Landsret, er blevet videreført i domænelovens §§6, 11 og 12.
Også denne illegalt gennemførte tvangsovertagelse af registranternes rettigheder til deres domænenavne og de grundlovsstridige »særlige ekspropriationsbestemmelser« i domæneloven udgør en ulovlig ekspropriation af registranternes rettigheder til deres domænenavne.
Helge Sander og hans domæneudvalg og foreningen DIFO har gentagne gange gjorde gældende, at det er et almindeligt anerkendt princip, at man er nødt til at acceptere en leverandørs vilkår for at kunne modtage leverandørens ydelser, og at det netop var dette princip, som foreningen DIFO har gjort brug af.
De har gjorde gældende, at foreningen DIFO som leverandøren af domænenavne i Danmark var berettiget til at fastsætte sine vilkår, som foreningen måtte ønske, og at der ikke var grundlag for at fravige et almindeligt anerkendt princip. ISP'erne og registranterne kan bare forsvinde, hvis ikke de kan acceptere foreningen DIFO's vilkår, lød det i kor fra Helge Sander og foreningen DIFO.
Der er bare det problem med den retorik, at det ikke er foreningen DIFO - men ISP'erne - der leverer domænenavne, også i Danmark. ISP'erne er ved domæneloven stiftet af Helge Sander på grundlag af svindel og bedrageri - og uden juridisk fundament af nogen art - tvangsunderlagt foreningen DIFO's bestemmelser.
Det er en kendsgerning i dag, at foreningen DIFO's rettigheder og kompetencer i forhold til domænenavne i Danmark har været opdigtet.
Vildledte Folketinget til at vedtage en lov baseret på svindel og bedrageri
Sune Rahn, kontorchef Videnskabsministeriet
Helge Sanders højre hånd i forbindelse med vildledning af Folketinget til at vedtage love på falsk grundlag. Dækkede over foreningen DIFO's svindel og bedrageri med opdigtede rettigheder.
Helge Sander og hans domæneudvalg var så optaget af at dække over foreningen DIFO's opdigtede rettigheder til domænenavne i Danmark, og var så fokuseret på at omgøre Østre Landsrets underkendelse af disse opdigtede rettigheder, at domæneloven udelukkende er affattet med et syn gennem foreningen DIFO's briller.
Foreningen DIFO's problem var, at foreningen havde opdigtet sine rettigheder og kompetencer i forhold til domænenavne i Danmark og havde opkrævet millioner af kroner i licensafgifter for disse opdigtede rettigheder og var sagsøgt for dette forhold. DIFO havde derfor et akut behov for at få de opdigtede rettigheder hvidvasket.
For at tilgodese foreningen DIFO's akutte behov for rettigheder til domænenavne i Danmark kunne Helge Sander og hans domæneudvalg ikke nøjes med at få Folketinget til at vedtage en domænenavne-reguleringslov i stil med f.eks. færdselsloven, der blot regulerer trafikken uden at hævde ejerrettigheder til køretøjerne i trafikken.
Foreningen DIFO's opkrævede licensafgifter for fiktive rettigheder og foreningens ønske om at kunne inddrage domænenavne krævede en domænelov affattet således, at den danske stat fik licensberettigede rettigheder til domænenavne i Danmark, mens registranterne kun fik deres domænenavne til låns.
Domæneudvalget har forklaret deres beslutning om at tildele den danske stat ejerrettigheder til domænenavne i Danmark med, at den danske stat ellers ville blive afskåret fra at have indflydelse på domænenavne i Danmark.
Synspunktet kommer givetvis fra udvalgets medlemmer Mads Bryde Andersen og Janne Glæsel, ledende medlemmer af foreningen DIFO's bestyrelse. De to havde tidligere luftet deres ønske om nationalisering af Internettet og domænenavne, og havde bl.a. skrevet følgende i ”IT-sikkerhedsrådets udredning om Internets sårbarhed”:
“ ...Der kan stilles spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i denne struktur, hvor flere demokratiske principper ikke synes fuldt tilgodeset. Flere lande kan med rette føle sig udenfor indflydelse på styring af domænenavne eller tildelingen af IP-adresser... „
Ifølge Mads Bryde Andersen og Janne Glæsel, kan den danske stat kun få indflydelse på styringen af domænenavne og tildelingen af IP-adresser ved at hævde ejerrettigheder til domænenavne i Danmark.
Helge Sander og hans domæneudvalg tog udgangspunkt i retssagerne om foreningen DIFO's opdigtede rettigheder fra ICANN til domænenavne i Danmark.
Herfra kopierede de ukritisk indholdet af DIFO's processkrifter fra retssagerne og udgav dem som betænkning med forslag til lov om domænenavne i Danmark, uagtet at Østre Landsret allerede havde underkendt disse opdigtede historier.
Som hovedfundament for domæneloven, lagde Helge Sander og hans domæneudvalg usandfærdigt til grund, at den amerikanske organisation ICANN skulle have overdraget .dk-domænenavne til den danske stat, jf. forarbejderne til domænelovens § 2, hvoraf bl.a. følgende fremgår:
“ Internet-domæner, der særligt er tildelt Danmark, er internet-domænenavne, der fra ICANN’s side er overdraget til Danmark som første ordens landedomæne (herefter benævnt første ordens internet-domæne) eller andre internet-domæner, der fra ICANN’s side eller fra andre tildeles Danmark, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 2.
Med den foreslåede bestemmelse understreges det, at de internet-domæner, der har en særlig tilknytning til Danmark i kraft af beslutning i internationale organer, er en offentlig ressource, der tilhører den danske stat.
Internet-domænerne tilhører således overordnet set den danske stat.…
Bestemmelsen er i øvrigt inspireret af lov om anvendelse af Danmarks undergrund, hvoraf det fremgår, at råstoffer tilhører den danske stat.
Ved i lighed med undergrundsloven at slå fast, at det er den danske stat, som har den overordnede rettighed til internet-domænerne, understreges det, at der er tale om, at administrator, registranter og andre alene har internet-domænerne henholdsvis internet-domænenavnene til låns.
„
I domæneloven er DIFO's navn i retssagernes dokumenter blot blevet erstattet med den danske stat, dog med den væsentlige forskel, at licensafgifterne opkrævet til ejeren af "rettighederne fra ICANN", ikke blev leveret til statskassen, men fortsat blev leveret til foreningen DIFO, til trods for, at det - efter domæneloven - ikke længere var foreningen DIFO, men den danske stat, der var ejeren af "rettighederne fra ICANN".
Selvom Helge Sander og hans domæneudvalg har givet udtryk for at berige den danske stat med nye "undergrund-ressourcer" i form af domænenavne, så er licensindtægterne og provenuet fra disse nye "undergrund-ressourcer" endnu ikke nået frem til statskassen.
At dømme fra Helge Sander og foreningen DIFO's nuværende dispositioner over Danmarks "nye ressourcer", som domænenavne er blevet til, jf. domæneloven, vil der næppe være penge til hurtige togforbindelser, således som regeringen ellers havde givet udtryk for i forbindelse med planen om at finansiere Togfond DK med indtægter fra Danmarks undergrundsressourcer.
Måske er domænenavne alligevel ikke en del af Danmarks undergrundsressourcer eller tilhører den danske stat.
I et høringssvar til domæneudvalgets betænkning blev usandhederne anført i betænkningen anfægtet på ny. Og som sædvanlig videregav Helge Sander det kritiske høringssvar til sine venner i foreningen DIFO's ledelse med henblik på udarbejdelse af et notat, som i øvrigt blev forsøgt holdt skjult.
Selvom Helge Sander flere gange var blevet advaret om den fejlagtige betænkning med forslag til lov, fremsatte han betænkningen for Folketinget som lovforslag.
Helge Sander og hans domæneudvalg valgte at overse, at man ikke må vildlede Folketinget. Ministeransvarlighedsloven gav han heller ikke særlig meget for.
Løj, vildledte og driblede sig uden om Folketingets spørgsmål
End ikke Folketingets direkte spørgsmål fik Helge Sander til at ændre sin beslutning om at vildlede Folketinget og dække over foreningen DIFO's svindel med opdigtede rettigheder til domænenavne i Danmark.
Helge Sander fik flere konkrete spørgsmål fra Folketingets udvalg, men valgte enten at afgive usandfærdige, vildledende eller afvisende og irrelevante svar til Folketinget. Helge Sander har bl.a. fået følgende spørgsmål fra Folketinget:
Folketingsudvalgets spørgsmål nr. 4:»Ministeren bedes redegøre for konsekvensen af vedtagelsen af lovforslaget i forhold til den verserende sag mellem DIFO og Digital Marketing Support og i forhold til fremtidige sager af samme karakter.«
Folketingsudvalgets spørgsmål nr. 8:»Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 24. maj 2005 fra Digital Marketing Support ApS, jf. L 165 - bilag 6.«
Folketingsudvalgets spørgsmål nr. 10:»Vil ministeren kommentere henvendelsen af 3/6-05 fra Digital Marketing Support ApS, jf. L 165 - bilag 9?«
Folketingsudvalgets spørgsmål nr. 11:»Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 13. juni 2005 fra Digital Marketing Support ApS, jf. L 165 - bilag 11.«
Gennemgående løj Helge Sander og svarede vildledende og urigtigt til Folketingets udvalg, som decideret fik en spand ”sludder for en sladder” som svar fra Helge Sander.
Helge Sander fordrejede henvendelserne til Folketinget og fordrejede folketingsudvalgets spørgsmål til at omhandle nogle helt andre temaer. Han fik lovforslaget til at handle om alt andet end det, lovforslaget, ifølge paragrafferne, handler om.
Helge Sander har bl.a. forsøgt at få omverdenen og Folketinget til at tro, at lovforslaget intet har at gøre med foreningen DIFO’s manglende juridiske legitimitet og retssagerne herom.
Ifølge Helge Sander var lovforslagets hovedformål at indføre et sikkerhedsnet under registranternes rettigheder og implementere konkurrence og demokrati på domænenavneområdet.
Sikkerhedsnettet under registranternes rettigheder har Helge Sander indført ved at inddrage registranternes rettigheder og videregive rettighederne til foreningen DIFO, således at registranterne fremover kun har deres domænenavne til låns, på betingelser fastsat af foreningen DIFO, der så kan inddrage disse rettigheder efter forgodtbefindende.
Konkurrencen og demokrati på domænenavneområdet har Helge Sander indført ved at afskaffe valgmuligheder mellem flere leverandører og i stedet indført et EU-retsstrigt monopol for foreningen DIFO.
Det er en kendsgerning, at Helge Sanders lovforslag i høj grad var en direkte samling af foreningen DIFO's processkrifter fra retssagerne om DIFO's manglende juridiske legitimitet.
Lovforslaget har ikke gjort andet end at behandle retssagerne og tage stilling, jf. bl.a. bemærkningerne til lovens §§11 og 12 vedrørende forretningsbetingelser med inddragelsesklausuler og udpegning af hvilken af lovens paragraffer, som skulle anvendes i forhold til inddragelse af det specifikke domænenavn, som retssagerne drejede sig om.
Ved domæneloven har Helge Sander med løgn og vildledning dømt sagsøgerne i retssagerne til at være omfattet af foreningen DIFO´s regler og beslutninger, uagtet at foreningen DIFO har opdigtet sine rettigheder til domænenavne i Danmark og svindlet og bedraget ISP'erne og registranterne.
Ved domæneloven, bygget på et falsk og urigtigt grundlag, har Helge Sander på en svigagtig måde og i strid med såvel grundlovens § 3, som i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 stk.1, ligegyldiggjort de danske domstole og deres evt. afgørelser i retssagerne om foreningen DIFO's manglende juridiske legitimitet.
Så nemt var det for Helge Sander at få Folketinget til at vedtage en lov baseret på løgn, svindel og bedrageri
Folketinget i København
Folketingsmedlemmerne modtager så meget materiale og henvendelser, at de slet ikke har mulighed for at sætte sig ind i sagerne. I stedet er love ofte vedtaget i blind tillid til, at ministrenes oplysninger er rigtige og korrekte.
Det kræver ikke særligt meget at få Folketinget til at vedtage en lov på et falsk grundlag.
Folketingets lovmaskineri står nemlig pivåbent for at godkende hvad som helst som lov, blot det bliver fremsat af en minister.
Folketingets medlemmer modtager så meget materiale og henvendelser, at de slet ikke har mulighed for at sætte sig ind i sagerne. Nøglen til de fleste danske love ligger derfor i Folketingets tillid til ministrene.
Kan man ved udveksling af vennetjenester og lignende købe sig frem til en useriøs minister som f.eks. Helge Sander, til at fremsætte ens synspunkter som en lov, er der intet til hinder for, at Folketinget vedtager synspunkterne som en lov, uanset hvor ubegrundet synspunkterne end måtte være.
Derfor kunne en magtmisbruger som Helge Sander uden besvær få ændret bl.a. en lov om hele forskningsrådssystemet for veninden Milena Penkowa og få vedtaget en domænelov fuldstændig bygget et falsk grundlag, og via Folketinget dække over organiseret svindel og bedrageri.
Folketinget vedtager mange lovforslag i det blinde, under den forudsætning, at den ansvarlige ministers oplysninger om lovforslaget er rigtige og korrekte.
At Helge Sanders forslag til domænelov åbenlyst kun er blevet behandlet overfladisk kan ses på Folketingets tidsforbrug ved behandling af lovforslaget - L 165 - som blev vedtaget til lov nr. 598 af 24. juni 2005, domæneloven.
| Behandlings nr. | Dato | Starttidspunkt | Sluttidspunkt | Varighed |
| Førstebehandling | 10-05/2005 | 19.53 | 20.03 | 10 min. |
| Andenbehandling | 14-06/2005 | 22.57 | 22.58 | < 1 min. |
| Tredjebehandling | 16/-06/2005 | 19.32 | 19.33 | 1 min. |
Det tog Folketinget sammenlagt kun 12 minutter at formalitetsbehandle og vedtage det omfangsrige, fejlbehæftede og vildledende lovforslag om domænenavne, som Helge Sander havde fremsat.
Ingen i Folketingssalen har ønsket at debattere, drøfte eller realitetsbehandle lovforslag L 165.
Hverken Folketinget eller Folketingsudvalget har ønsket at realitetsbehandle lovforslaget eller henvendelser om urigtighederne i lovforslaget.
Til illustration og sammenligning kan nævnes, at Folketinget i samme periode anvendte ca. 10 timer eller 600 minutter på at behandle og debattere lovforslaget »L 65 Lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab«.
Folketinget har valgt at have tillid til videnskabsminister Helge Sander, og ministeren, på sin side, har valgt at misbruge tilliden til at smugle en særlov igennem systemet, mens Folketinget havde travlt med vigtigere love, som f.eks. love om kommunalreformer mv.
Med vennetjenester og bijobstilbud til de rette personer kan man i Danmark nå langt med at få vedtaget en lov med bestemt indhold, uanset urigtigheden af det materiale, der lægges til grund for lovforslaget.
Tillid er godt, men lidt kontrol er nogle gange bedre. Det er en god idé med tilliden til ministrene. Men det skal bare ikke ske på bekostning af kvalitet og retssikkerhed.
Det er ikke uden grund, at Danmark flere gange har indtaget førstepladsen som verdens jublende optimister. Og netop derfor skal man i Danmark ikke acceptere misbrugen af samfundets tillid. Misbrugerne af tilliden i samfundet er samfundets fjender.
Dokumentfalsk ved Østre Landsret
Med henvisning til, at domæneloven var vedtaget på et falsk grundlag og derfor bør ophæves, blev videnskabsministeriet sagsøgt ved Østre Landsret.
Under sagens forberedelser gjorde Videnskabsministeriet gældende, at sagsøgerne allerede havde rettet henvendelse til Folketinget og fået Folketinget til at behandle de rejste spørgsmål, hvorfor sagen skulle afvises.
Til støtte for Videnskabsministeriets synspunkt om, at Folketinget i forbindelse med behandling af lovforslaget havde behandlet de rejste spørgsmål, fremlagde Videnskabsministeriet en del af den korrespondance, der havde fundet sted mellem parterne og Folketinget.
Øjensynligt stemte nogle af dokumenternes indhold ikke med Videnskabsministeriets argumentation. Det problem løste Helge Sander og hans embedsmænd ved at forfalske et folketingsdokument, som de omskrev og fremlagde som værende det ægte folketingsdokument.
I den omskrevne/forfalskede udgave af folketingsdokumentet, er Helge Sanders eget svar blevet fjernet fra dokumentets side 1. I stedet er der udarbejdet en ny side 1 bestående af to helt nye afsnit, hvor sagsøgernes stævning diskret søges nedgjort og angives til at omhandle »forskellige påståede mangler ved lovforslaget (L 165)«.
Kammeradvokatens svar på Helge Sanders henvendelse blev omskrevet, således at kammeradvokatens svar fremstod som hidhørende fra Helge Sander selv. I det oprindelige folketingsdokument lå kammeradvokatens svar på side 2 af dokumentet med tydelig angivelse af, at svaret stammede fra kammeradvokaten.
Side 2 af den forfalskede udgave af folketingsdokumentet bestod af en omskrevet udgave af Helge Sanders eget svar, som lå på side 1 af det oprindelige folketingsdokument.
Med disse omformuleringer søgte Helge Sander og hans embedsmænd at øge deres troværdighed og dække over inhabilitet, f.eks. at dække over, at kilden til en vurdering af et ekspropriationsspørgsmål i dokumentet var det domæneudvalg, som selv havde formuleret lovforslaget ord for ord.
Et af resultaterne af videnskabsministeriets forfalskning af folketingsdokumentet var, at sagsøgernes henvendelse af 3. juni 2005 til Folketinget blev fremstillet som værende usammenhængende i forhold til Helge Sanders svar.
Således forsøgte Videnskabsministeriet at fremstille sagsøgerne som værende inkompetente, uvidende og utroværdige, mens Helge Sander fremstilles som særdeles klog og troværdig.
Konfronteret med deres forfalskning af folketingsdokumentet, forsvarede Videnskabsministeriet sig med, at det var kopimaskinen, der var skyld i omformuleringerne, som fandt sted i folketingsdokumentet.
Selv den tidligere informationsminister fra Irak, Komiske Ali, ville havde fundet på en mere sandsynlig forklaring.
Det er rystende, at Videnskabsministeriet - som en offentlig myndighed i et europæisk demokrati - har benyttet sig af alle midler og metoder for at opretholde en vennetjeneste-lov bygget på usandheder og løgne.
Udpegning af foreningen DIFO som administrator af domænenavne i Danmark
ISP'erne Afilias og dotDK blev holdt for narre
Godtroende Afilias og dotDK deltog i et fingeret udbud og ufrivilligt blev statister i et spil, som de ingen chancer havde for at vinde. Investorerne i projektet blev snydt og bedraget og holdt for narre af Helger Sander og vennerne.
Ifølge Helge Sander og Videnskabsministeriets processkrifter ved domstolene, er domæneloven en generel erhvervsreguleringslov, der har til formål at implementere konkurrence og markedsmekanisme omkring administrationen af domænenavne i Danmark.
Domæneloven var derfor - ifølge videnskabsministeriet - ikke en særlov designet til at tildele foreningen DIFO uberettigede rettigheder og administrationen af .dk-topdomænet.
I forlængelse af Folketingets vedtagelse af domæneloven skulle administratoren af .dk-topdomænet udpeges efter et udbud i henhold til domænelovens forskrifter.
IT-og Telestyrelsen, der afholdt udbuddet, konkluderede - udfra kompetence, kvalifikation, pris og markedsvilkår - at det var det dansk/iriske IT-selskab Afilias/dotDK, der havde vundet udbuddet.
Der var bare det problem, at Helge Sanders domæneudvalg, med Jon Stokholm og Mads Bryde Andersen i spidsen, havde affattet domæneloven således, at kriterierne for at være administrator var skræddersyet til kun at kunne blive opfyldt af foreningen DIFO. Ingen andre end foreningen DIFO kunne opfylde domænelovens specifikke krav.
Mads Bryde Andersen og hans netværk blev rasende og ville slæbe IT-og Telestyrelsen i retten, for foreningen DIFO havde alene accepteret at overdrage "sine rettigheder fra ICANN" til den danske stat under den klare forudsætning, at foreningen DIFO fik administrationen af .dk-topdomænet tilbageleveret efter vedtagelsen af domæneloven. Det havde aldrig været meningen med domæneloven, at administrationen skulle kunne overgå til tredjepart.
Og det var ikke kun Mads Bryde Andersen og netværket bag domæneloven, der havde forventet, at ingen andre end foreningen DIFO kunne opfylde domænelovens specifikke krav designet til foreningen DIFO.
Også flere medlemmer af Folketinget havde forventet, at ingen andre end foreningen DIFO kunne leve op til kravene for at overtage administrationen af .dk-topdomænet.
»Det er umuligt«, forklarede Folketingets medlem Per Clausen til journalister, efter at han gennem et § 20-spørgsmål til Videnskabsminister Helge Sander havde fået en uddybning af, hvordan kravet om opbakning ifølge domæneloven skulle tolkes.
Ifølge Helge Sanders svar til Folketinget, forventes det, at »administrator har en lignende repræsentation som foreningen DIFO.«
Og »det er der intet, der tyder på, at dotDK kan nå op på. Derfor kan jeg ikke forestille mig andet, end at det bliver Dansk Internet Forum (DIFO), der beholder administrationen af dk-domænet«, sagde Folketingets medlem Per Clausen.
Mange andre medlemmer af Folketinget var af den samme faste overbevisning som Per Clausen om, at DotDK umuligt kunne leve op til kravene i domæneloven for at overtage administrationen af .dk-topdomænet.
Den bedst kvalificeret til opgaven - Afilias og dotDK, ifølge IT-og Telestyrelsen, som stod for udbuddet - kunne ikke opfylde domænelovens specifikke krav designet til foreningen DIFO.
Afilias og DotDK blev derfor vraget til fordel for foreningen DIFO.
Der var i realiteten udelukkende tale om et fingeret udbud, hvor Afilias og dotDK ufrivilligt var statister i et spil, som de ingen chancer havde for at vinde.
Bortset fra den spidsfindige funktion, at eliminere enhver kvalificeret kandidat - undtaget foreningen DIFO selv - fra at overtage administrationen af .dk-topdomænet, har passussen i domæneloven, som Afilias og dotDK ikke har kunnet opfylde, ingen som helst relevans i forhold til udførelsen af administratoropgaven.
Opgaven som administrator for .dk-topdomænet er en database- og DNS-serveropgave, som kan udføres af en hvilken som helst ISP.
Helge Sander og foreningen DIFO's domænelov har ikke noget som helst med liberal politik, fri konkurrence, innovation eller den fri markedsmekanisme at gøre.
Domæneloven er blot ét af resultaterne af Helge Sanders mange ulovlige vennetjenester, som alene har haft til formål uretmæssigt at sikre ekstraindtægter til hans forbindelser, foreningen DIFO's bagmænd i domænelovens tilfælde.
Som det bl.a. fremgik af bagmændenes brev af 18. januar 2013 til Erhvervs- og Vækstminister Annette Vilhelmsen, ønsker bagmændene nu domæneloven ændret, således at »uskøn konkurrence« mod foreningen DIFO, det fingeret udbud - som ingen andre end foreningen DIFO kunne vinde - droppes helt.
DIFO's bagmænd indledte deres nye anmodning ved at minde Erhvervs- og Vækstminister Annette Vilhelmsen om, at domæneloven var et bestillingsarbejde fra foreningen DIFO, jf. bl.a. følgende passage i brevet:
“
Som sagt hvilede DIFO og internetadministrationens grundlag på selvregulering, hvorfor håndhævelsen af DIFO's regelsæt blev et problem, såfremt klagere anfægtede DIFO's myndighed. Det skete ved en række retssager med opstart i 2001.
Alle fandt situationen uholdbar, hvorfor Forskningsministeriet på opfordring fra DIFO nedsatte et lovforberedende udvalg med repræsentanter for DIFO og organisationerne samt juridiske eksperter.
Efterfølgende vedtog Folketinget i 2005 en domænelov, som bemyndiger ministeren til at overdrage ansvaret for at administrere domænenavne under .dk til DIFO eller en tilsvarende organisation…
„
Derefter anmodede DIFO's bagmænd Erhvervs- og Vækstminister Annette Vilhelmsen om at ændre domæneloven således, at
“
ansvaret for administration af domænenavne under topdomænet .dk overdrages til DIFO for en længere periode, f.eks. 20 år som led i en koncessionsmodel. „
Bortset fra det faktum, at den danske stat - i forhold til internettet og domænenavne - ikke ejer rettigheder, det kan videregive foreningen DIFO i »20 år som led i en koncessionsmodel«, så har det på intet tidspunkt været meningen med domæneloven, at andre end foreningen DIFO skulle kunne administrere domænenavne under .dk-topdomænet.
ISP'erne Afilias og DotDK var ganske enkelt blevet holdt for nar med fuldstændigt irrelevante krav, hvis eneste formål var at sikre, at ingen andre end foreningen DIFO ifølge domæneloven kunne blive administrator af .dk-topdomænet.
Langt de fleste foreninger, medlemskabsorganisationer og politiske partier i Danmark opkræver medlemskontingenter fra deres medlemmer og håndhæver deres regelsæt over for deres medlemmer.
Derfor er det fortsat en gåde, hvorfor foreningen DIFO endnu ikke - som alle andre foreninger og medlemskabsorganisationer i landet - er blevet henvist til at finansiere sine aktiviteter via medlemskontingenter og håndhæve sit regelsæt gennem sine medlemmer, men i stedet har fået vedtaget en særlov bygget på løgne og svindel for at kunne opkræve licensbetalinger på fiktive rettigheder til domænenavne i Danmark og få sit regelsæt trukket ned over hovedet på uvedkommende borgere og virksomheder.
Det er helt uforståeligt, hvorfor det skulle blive politikernes og det offentliges problem, at foreningen DIFO hverken opkræver medlemskontingenter af sine medlemmer eller håndhæver sit regelsæt gennem sine medlemmer.
Danmark er det eneste EU-land, hvor politikere og embedsmænd i udveksling af ulovlige vennetjenester har fået vedtaget en lov, som beviseligt er bygget på løgne og opdigtede historier. Her henvises til domæneloven - lov nr. 598 af 24. juni 2005.
Ministeransvarsloven
Lov om ministres ansvarlighed (ministeransvarlighedsloven) angår ministres ansvar for deres embedsførelse.
Loven fastslår, at en minister kan straffes i henhold til den almindelige straffelov, hvis ministeren f.eks. er bekendt med, at ulovlige handlinger finder sted, men ikke bremser dem.
En minister kan f.eks. straffes, hvis han eller hun har givet Folketinget forkerte oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag har tilbageholdt oplysninger, som var vigtige for den konkrete sag.
Desuden fremgår det af loven, at en minister kan straffes for at tilsidesætte de pligter, som påhviler ministeren ifølge Grundloven.
Helge Sander har hele tiden vidst, at han som minister ikke må vildlede Folketinget, og at en minister bør udvise den største agtpågivenhed og være sikker i sin sag, når ministeren går til Folketinget.
Ikke desto mindre valgte Helge Sander at vildlede Folketinget til bl.a. at vedtage en domænelov bygget på løgn, svindel og bedrageri, og fik Folketinget til at ændre universitetsloven og forskningsrådssystemet på urigtigt og falskt grundlag.
Helge Sander har flere gange misbrugt sin magt til at få Folketinget til at vedtage ret ensidige love til fordel for sine forbindelser. Han har brugt lovgivningsmagten som en domstol, hvor han nemt kunne løse sine venners personlige problemer, selvom han udmærket vidste, at en lovgivning rammer bredere og længere ud i fremtiden, end hans venners konkrete problemer.
Det er en ekstrem og alvorlig forbrydelse, når en magtbegærlig politiker som Helge Sander misbruger sit embede til - for egne og vennernes vindings skyld - at vildlede Folketinget og påføre uskyldige borgere og virksomheder voldsomme formuetab.
Der er tale om skærpende omstændigheder, fordi Helge Sander godt vidste, at han brød reglerne. Derfor dækkede han sig ind ved systematisk at fortsætte med at afgive undvigende og vildledende svar til Folketinget.
Ikke alene har Helge Sander været bekendt med - og ikke gjort noget ved - de ulovligheder, der fandt sted, mens han var videnskabsminister. Han har selv været med til at begå ulovlighederne.
Helge Sander har forsømt sit arbejde med at styre sit ministerium på lovlig vis, og har handlet antidemokratisk og fjendtligt over for retssamfundet.
Som videnskabsminister agerede Helge Sander som lobbyisternes lobbyist ved Folketinget, og til fordel for sine forbindelser førte han sit embede med kammerateri og ulovlige vennetjenester, og dækkede sig ind med magtarrogance, løgn, svindel og systematisk vildledning af Folketinget.
Helge Sander skylder at stå til ansvar for sin embedsførelse og for at have misbrugt sit embede med det formål ulovligt at begunstige personer i hans omgangskreds, også selvom de var blevet afsløret i at begå kriminelle gerninger.
At Helge Sander er en falleret minister uden store eller populære resultater bag sig, er der bred enighed om i samfundet.
Hans manglende professionalisme og troværdighedsproblemer har han selv sørget for blev udstillet. Nu mangler han kun at udstille andre politikere og Folketinget.
Helge Sander har ustraffet afprøvet ministeransvarslovens yderste grænser så meget, at såvel ministeransvarslovens troværdighed som Folketingsmedlemmernes troværdighed står på spil.
Et spørgsmål om tillid
Dét, den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen blev dømt for ved rigsretten, når ikke Helge Sanders magtmisbrug og vildledning af Folketinget til sokkeholderne.
Helge Sanders magtmisbrug og ulovlige handlinger burde ikke kunne forekomme. Derfor skal det slås fast, at en minister ikke ustraffet kan administrere sit embede på en måde, så borgere ulovligt frarøves de rettigheder, de i henhold til Grundloven og andre love og konventioner har ret til.
Ministrenes ansvar er et kernepunkt i folkestyret, da de har ansvaret for dét, deres ministerium og deres regering laver. De har vide beføjelser, men kontrolleres af Folketinget og dets udvalg.
Det er således Folketingets medlemmer der kan afgøre, om Helge Sander skal stilles for Rigsretten.
Regeringen med statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen har med Skattesagskommissionen klart signaleret, at regeringen ikke vil acceptere magtmisbrug, i hvert fald ikke mod statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Helge Sanders magtmisbrug er ikke noget, der direkte er gået ud over statsminister Helle Thorning-Schmidt. Derfor er det relevant at bruge en sag som denne til at se, hvor politikerne handlingsmæssigt står, når det gælder ulovlige vennetjenester, noget som mange politikere har gjort, dog i mindre skala end Helge Sander.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt har sagt, at »hvis danskerne fortsat skal have tillid til folkestyret i Danmark, så er det helt afgørende at evt. magtmisbrug kommer frem i lyset«.
Men ord - især politikernes ord - er jo taknemmelige. Ofte serverer politikerne den samme vin, blot med forskellig emballage til forskellige anledninger og til forskellige priser.
Dét, der tæller, er handling, der gør en forskel. Vi må derfor se, om statsministerens fine ord og hensigter bliver fulgt op med konkret handling, og om også magtmisbrug, som ikke er rettet mod en politiker som statsministeren selv, bliver afdækket og belyst eller tildækket og mørklagt.
Om man fortsat bør have tillid til politikerne og til systemet, og om det overhovedet har nogen som helst konsekvens, at en minister misbruger sin magt, giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger og undlader at overholde ministeransvarlighedsloven, vil tiden vise.
Udgangspunktet i et demokratisk samfund bør dog være det, at alle skal overholde landets love og være underkastet de samme spilleregler.
Under alle omstændigheder er skeletterne væltet ud af skabet fra Helge Sanders tid som videnskabsminister. Men Helge Sander har ikke været alene om det hele. Han var bistået af sine embedsmænd og deres netværk.
Spørgsmålet er herefter: Hvem er skyldig? Og hvem er ikke skyldig?
Vi afventer reaktionerne.
Emne: Magtmisbrug, Kammerateri, Ulovlige vennetjennester, Fusk, Løgne, Vildledning af Folketinget, Overtrædelse af ministeransvarsloven, Svindel, Bedrageri, Korruption, Bestikkelse, Domæneudvalget, Domæneloven
Personer: Helge Sander, fhv. medlem af Folketinget for Venstre, fhv. minister for videnskab, teknologi og udvikling
Organisationer: Videnskabsministeriet, Folketinget
Steder: København, Danmark
|